"Klar til afgang fra Kollegiet"
|
Jyderup Realskoles elever fra 2. real og 9. klasse rejser onsdag den 17 sept. 1975 med fly på en otte dages tur til Jugoslavien. Rejseledere er Kirsten og Freddy Harthimmer, Holger Ølholm og Mogens Berggren. Ved en sammenkomst på skolen i aftes havde eleverne indbudt forældrene til en orientering om rejsen. Godsejer Allan Hastrup, Birkenæs, Jyderup (Realist 1945), der flere gange har besøgt Jugoslavien, fortalte på levende og spændende måde om sine indtryk fra landet, naturen, folkelivet m.m., og kom også ind på det kendskab, man får til de politiske forhold, sprogvanskeligheder for turister, idet der hovedsagligt tales slovensk og kroatisk. Også trosforholdene blev omtalt, en blanding af muhamedanisme, protestantisme og katolosisme. Tilhørerne fik en glimrende orientering, og nu glæder eleverne sig til at opleve Istrien, den del af landet, de skal besøge, og vi skal senere bringe en nærmere omtale af rejseprogrammet1 |
"Klar til afgang fra Kollegiet" |
|
Elever fra 2. real og 9. klasse fra Jyderup Realskole på 8 dages tur. Med lærerne Kirsten og Freddy Harthimmer, Mogens Berggren og Holger Ølholm som ledere drog elever fra 2. real og 9. klasse på Jyderup Realskole i går af sted på en 8 dages rejse til Jugoslavien. Elever og forældre fik ved et forudgående møde udvidet deres bekendtskab til Jugoslavien gennem et foredrag holdt på Realskolen af Godsejer Allan Hastrup, Birkenæs, Jyderup. Allan Hastrup har flere gange besøgt landet og berettede om natur, folkeliv, politiske forhold, sprogvanskeligheder og trosforhold. Der er ridset følgende programpunkter op for opholdet: |
 | En dag traves 5 km til byen Pula, hvor amfiteatret,
Augustusbuen, templet, rådhuset og arkæologisk museum beses. En heldagstur går til Postojna grotterne, Europas største drypstenshuler. Eventuelt ses også Predjama borgen og Lippizaner godset med det verdensberømte stutteri. I den smukke gamle by, Rovinj, ca. 40 km fra Pula, besøges kirken og man håber på en tilladelse til besøg i Havforskningsinstituttet, hvor der også er akvarium. I Pula er der et zigøjnermarkede, som man naturligvis skal se nærmere på, men eleverne opfordres til at passe nøje på hvilke forretninger, de indlader sig på. I en lille by, Labin, forsøges det at komme ned i kulminen for at se et bjergværk |
Derefter fortsættes til fiskerbyen Rabac for at bade.  3 | Naturligvis er det fristende med en bjergbestigningstur.
Det påtænkes på bjerget Uska, der er 1395 m højt. Hvis pengepungen tillader det, deltager eleverne i en folkloreaften, som rejseselskabet Uni-Sol arrangere. Ferieadressen er: Hotel Zlatne Stijerne, Golden Rocks, 52000 Pula, Jugoslavien, og eleverne forventes hjemme igen på Jyderup station onsdag den 24. september kl. 22.574 |
|
Lejrskole i Jugoslavien
Sigøjnerne var ivrige efter at handle med os - Jugoslaviens-turen for elever fra 2. Real og 9. Klasse blev rig på oplevelser. Vi har plukket lidt i Jespers dagbog for turen. |
Udflugten til Pula Vi ville se arenaen - colosseum - og spurgte en gammel dame om vej. Efter et kvarters forløb stod vi foran denne fantastiske bygning. Den var rund, 32 m høj og havde engang kunnet rumme 23.000 mennesker. I dag bruges den til teater - og turisme. Vi brugte næsten en time med at går rundt og se på den og følge en masse gange. | |
|
Efter at have set arenaen gik vi ned til et sigøjnermarked. Det var ikke ret stor, der stod kun godt 10 vogne i en række. Men vi nåede slet ikke at se mere end to af vognene, for så snart vi var henne ved den første vogn, skreg en pige "Kaufen!", men hun hev Jørgen hen til sine ting. Jeg gik videre til den næste vogn, men her var det min tur til at blive hevet ind og se, hvad sigøjneren havde. Vi stod og pruttede lidt, og efter et kvarter forlod vi lejren med en masse souvenirs. Bagefter begav vi os hen til Triumfbuen, hvor vi skulle mødes med de andre. På ny besøg hos sigøjnerne Et par dage senere begav vi os til Pula igen - til sigøjnermarkedet. Vi var efterhånden blevet gode venner med tre af dem, og de hilste, da vi kom. Efter en lille handel sad vi og snakkede lidt, men så opdagede de, at Jørgen havde et fotografiapparat fremme. De spurgte ham, om han ville fotografere, og Jørgen svarede ja. Derefter spurgte han, hvor meget det kostede. De svarede 100 dinar, og Jørgen svarede selvfølgelig nej. De forsøgte forgæves at overtale ham, men da de opdagede, det var håbløst, fik de øje på Kleist's skjorte. De skiftede lige med et bytte, og nu var Kleist, der forsøgte at handle hos. De spurgte, hvor meget han ville have for skjorten, og da han sagde 200, sagde de 100. Det ville Kleist ikke, men han gik da ned på 150 dinar. Da de stadigvæk ikke ville handle, beholdt han skjorten. De bød også 600 dinar for hans sko. Dem ville han dog ikke af med. I grotterne Nær byen Postojna lå grotterne. Vi gik ned til dem ad en lang gang, der var slået ud i klippen, mens vi gik, kunne man mærke, temperaturen faldt hurtigt. Lidt senere kom vi ned på en underjordisk banegård. Vi gik om bord i de åbne vogne, og toget satte langsomt i gang. Vi kørte gennem en masse gange, og af og til dukkede men hovederne for ikke at få dem i klemme. Vi kom ind i en stor hule, som kaldtes "Kongres-hallen". Vor engelsksprogede guide fortale, at de jugoslaviske partisaner havde brugt grotterne under 2. verdenskrig, idet de denne vej kunne komme ind og brænde et tysk olielager af. Vi så også nogle underlige fisk, der havde fingre som et menneske, og en hud, der også mindede en del om vores. De var aflange som ål og havde ingen øjne. En dramatisk taxatur Fra torvet tog vi en taxa, der skulle køre os hjem. Da vi havde kørt halvvejen opdagede hr. Harthimmer, at der ikke var noget taxameter i bilen, men på det tidspunkt vidste vi ikke, hvor meget ballade det ville give, når vi kom tilbage til Zlatne Stijene. Efter en times kørsel kom vi til hotellet. Harthimmer spurgte, hvor meget det kostede, og chaufføren svarede 80 dinar. Heldigvis havde Harthimmer kørt i en taxa dagen før, og da havde han kun betalt 50 dinar. Harthimmer tog derfor en halvtredser op og sagde, at det kostede det, men så protesterede manden. Han truede med politi, med de blev så enige om at spørge en mand i receptionen om, hvor meget det kostede. Han var enig med Harthimmer. Senere fik vi at vide, at vi slet ikke skulle have betalt noget, fordi chaufføren ikke havde taxameter i sin vogn5 |
